Historien om Togsverd Properties
En passion med tryk på
På de historiske grunde tæt på Glostrup Station har der gennem det seneste århundrede udspillet sig et iværksættereventyr. Gennem fire generationer har Familien Togsverd arbejdet for at skabe vækst og arbejdspladser i Glostrup.
Med en passion for tryksværte og tastaturer har familien udviklet forretningen fra et trykkeri i en toværelseslejlighed til et af Danmarks største trykkerier og en distriktsavis med et oplag på 35.000 eksemplarer. Passionen bringes nu ind i det 21. århundredes digitale tidsalder ved at skabe nye boliger, erhvervsarealer og udfoldelsesmuligheder i området.
En pionér kommer til byen
I 1908 kom typografen Marius Hansen til byen fra sin fødeø Bornholm, der var blevet for lille til hans ambitioner. For at grundlægge sit kommende forretningsimperium det rigtige sted studerede den unge typograf nøje telefonbøger for at finde en voksende by uden et trykkeri.
Valget faldt på Glostrup. De første år i trykkeriet var hårde, og i 1911 grundlagde Marius Hansen Folkebladet, hvor han selv var redaktør, journalist, annonceagent og typograf. Folkebladet udkom i 1.000 eksemplarer og voksede støt sammen med byen, der i de kommende år fik egen biograf og idrætsklub.